sundt

"Jeg veed om en anestue til her i Christiania stift, nu dog forsvunden i virkeligheden, men på en måde bevaret i en beskrivelse af 1743.
Den stod på gården Devegge i Næs præstegjæld i Hallingdalen. Det var en stuebygning; den havde været bygget med flid; tømmeret var så mægtigt, at to stokke udgjorde dørens høide, og dog, heder det, kunde en mådelig karl gå ind uden at bukke sig; tømmeret var listhøvlet i lafterne, og der var lagt fint blåt klæde mellem hver stok; dørstolperne vare udskårne i løvværk, svalstolperne ligeså; der var nemlig svalgang på to sider.
Men der var ikke eller havde oprindelig ikke været vinduer, så stuen ikke fik anden lysning, end gjennem røgåbningen på taget; «thi det er at mærke, at den ældgamle norske bygning på huse, fornemmelig på landet, var uden loft, og ildstedet midt i stuen, uden nogen opført skorsten, hvilket dog for 100 år siden efter den daværende bygningsmåde er forandret, og har man nu både vinduer og skorsteen.»
Altså 100 år før forfatterens tid eller ved året 1650 skulde folk i Hallingdalen endnu bo i arestuer. Men i den afsides fjeldbygd har skikken vistnok holdt sig en god del længere end i de ydre bygder.
«I samme stue findes et bord - så berettes videre - 6 alen# langt, af een planke og 1 1/2 alen bredt; på den ene side er i bordet slaget søm ved søm med store runde og flade hoveder. Et stykke fra begge ender på bordet på den anden side (på undersiden) er det beslaget med tvende tverjern, hvorudi er ringe - Endnu benytter man sig af samme ringe til at hænge bordet på væggen, og de konserveres af eieren som en antikvitet.» (Eieren boede nemlig ikke i det gamle hus, men i et nyt.)
Denne fortælling om bordet morede det mig at læse; thi nu synes jeg at forstå, hvad der så tidt tales om i de gamle sagaer, at der blev sat borde frem, når der skulde spises i gjæstebud, borde, som da igjen toges bort efter måltid, istedetfor at der jo i nutidens bondestuer spises ved store faste borde.
Da man i gamle dage sad på langbænkene, og ildstedet var midt på gulvet, og dermed tog megen plads op, var der ikke vel rum til et fast bord foran nogen af langbænkene, endnu mindre til at sidde ved begge sider af det; man sad da kun ved indsiden af bordene, med ansigtet vendt mod ilden på aren, og mellem denne og bordet blev rummet holdt åbent, at madsvende og andre kunde gå til og fra.
Således kommer man til at forestille sig det ved at læse f.ex. Snorres ypperlige fortælling om, hvorledes Asbjørn Selsbane kom løbende ind og hug til Thore Sel, just som denne stod ærbødig foran høisædes-bordet for at være til tjeneste, medens kong Olaf (den Hellige) sad og spiste.
Et ringe-bord som det, vi nu have læst om, var jo nemt at tage frem, og efter endt måltid blev det lige så let hængt op på væggen igjen. Og i så fald skulde den skik med store, tunge, faststående lang-bord, som nu er eller ialfald for ikke lange tider siden har været så almindelig i landet, ikke just være fra oldtiden - hvis det ikke er så at forstå, at den måde med at bære bordene bort efter måltidet kun brugtes i de egentlige gjæstebuds-haller, hvor det gjaldt om at få rummet ryddigt, ikke derimod i almindelige dagligstuer og simple bondestuer."
#(1 alen er ca 60cm.)