At Hoveder have Horn kan ikke være besynderligere, end
at de høje Bakker bære sit stridvoxte Korn. Men at et Horn
til Øl kan have Hoved selv, ja Vilje som den stiveste Karl, den
Ting tykkes mig besynderlig.
Ja hverken en Buk eller en Karl kan have stridere Vilje end
Hornet paa Gaarden Devegge i Fru Beljus Stue. Før væltede jeg
"Brostenen" [1] op paa Skogshorns høje Top, end jeg vilde vove
at tage Hornet derifra.
Syv Alen maa Karlene have været dengang Trækubberne
voxede saa svære. Tre Stokker fra Gulv til Tag var nok til den
hele Stue. Saa faste som klingende Jern, vare to nok til Døren.
Med Klæde saa fint og saa blaat var Stuen tildyttet godt.
Og Tyven som frækt i gamle Dage tog Hornet, behøvede ikke
at slaae nogen Krog paa sig, da han slap igjennem Døren. Saa
stiv i Ryg som i Sind, han ubuden gik derind. Med Døren havde
det ingen Nød, skjønt den var huggen blot af to (Stokker).
Nedigjennem den gabende Ljaar stirrede de blege Stjerner,
da Tyven helt forvirret greb Hornet fra Beljus Bord. Det Bord
var en Planke bredt; dog sad man rummeligt og ugenert; med
Søm var det rundtom beslaaet i en straalende Ring.
Hu! han syntes det var som om Sømmene glimrede op imod
Stjernerne som blege Dødningeøine, og som om han i det blaa
blege Staallys skulde see Fru Belju og Grev Klemet, hendes
Mand, siddende i Høisædet.
"Tag Hornet," sagde de; "og vi skulle ikke misunde dig det,
er du Karl for at beholde det."
"Det skal jeg nok," mente han, "bare jeg først faaer dig;"
og saa tog han tilløbs med Hornet under Armen.
Men Hornet tog til i Vægt jo længere det kom fra Bordet,
og hvilte han sig en liden Stund, groede det fast i Jorden, saa,
naar han atter skulde til at gaae, var det som at slæbe paa en
knuldret Birketrærod, som holdt imod i Bjerget.
"Det maa være ypperligt Guld," tænkte han, og kom saa
dampende svedt til sit Tyvehul før det begyndte at lysne.
Men Natten fik engang Ende. Da saae han sig bedragen:
et rødmalet Oxehorn, beslaaet med en Messingring stod gabende
paa hans Bord. Da bandte han fæle Ord; "men," tænkte han,
"det duer vel endda til at drikke Øl af."
Saa tog han en Dunk og heldte i; men Tyvegods drøjer ikke.
Han kunde være bleven ved at hælde i til nu, uden at have faaet
noget at drikke. Det randt som en skummende Bæk bort i det
Dybe af Hornet. "Det var da som Fanden!" skreg han, og blev
saa skjælvende bleg.
"Ja det var som Fanden!" sagde han; og skulde saa see ned
i Hornet hvorledes det havde sig. Da var det som om Hornet
havde draget sig ud ligened i Midten paa Jorden, og som om han
skulde seet ned i en Fjeldkjedel fuld af Ildsluer med hoppende
Nisser i.
"Gud give jeg aldrig havde rørt dig!" tænkte han. "Det Horn
vil nok være der det var."
Han tog saa Hornet i en Fart, og bar det strax tilbage. Men
eftersom han vandrede, blev Hornet lettere i Hænderne. Men
da han satte det ned, randt det fuldt af Stærktøl; det straalede
paany som Guld, men Fingrene brændte han paa sig.
Og sligt Mærke skulle alle Tyve have, som vove at be-
skjæmme Hallingdal, om de end ikke ville gribe efter Devegge-
hornet.
Fra Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. Bind 1833-1841
Drikkehornet fra Devegge i Nesbyen er sannsynlig fra slutten av 1600-tallet.
Fogden Ivar Wiel fra Drammen skrev i 1743 "Beskrivelse av Ringerikes og
Hallingdals fogderider " der Deveggehornet er omtalt.
Wiel hadde selv sett hornet, og snakket med eieren.Hornet var gammelt og
hadde fulgt Deveggegården i mange generasjoner.
Det var et mystisk horn. Beretningen forteller at hornet en gang ble stjålet.
Tyven fikk imidlertid ikke ro på seg før han hadde brakt hornet tilbake
i Deveggestua. Tidligere eiere av hornet hadde følt det samme. Da de ville flytte på hornet følte de uro.
Denne historien kom Henrik Wergeland for øre 100 år seinere. Han lagde det
spektakulære diktet om "Deveggehodne". Diktet ble først trykt i "Ny Hermoder" i 1842.
Hornet er i dag på Folkemuseet på Bygdøy i Oslo. Kanskje det burde komme tilbake til Nes igjen?
