aasen

Utdrag av Ivar Aasens reise til Nesbyen sommeren 1845:

"Det var seent om Aftenen jeg ankom til Næs, og jeg tog saaledes ind hos Gjæstgiveren, hvilket de Reisende sjelden gjøre paa dette Sted, da her ere mange bedre Huse at henvende sig til. Man havde anbefalet mig til Postaabner Tandberg, og til ham gik jeg da den følgende Dag, hvorefter jeg kom til at opholde mig i hans Huus, medens jeg var i denne Egn.

De Gaarde, som omgive Næs Hovedkirke, ere saa mange og saa tæt sammenbyggede at de see ud som en By, især da flere af dem have anseelige Bygninger og beboes af konditionerede Folk. Dalen omgives her af temmelig bratte Fjeldsider, som ere enten nøgne eller tyndt skovbevoxede. Dalbunden ved den øverste Ende af Næsfjorden bestaaer derimod af store Flader, hvorigjennem Elven løber. Fra Kirken nedad til den saakaldte Bøie-Kleiv, som er henved en halv Miil langt, er Veien saa uafbrudt flad og jævn som et Gulv, og desuden omgiven af en Række af smaa Gaarde. Overalt synes Jorderne at være smaa, og Rummet temmelig indskrænket. En stor Deel af Fladerne er Ager; Jordbunden er meget tør og sandig; imidlertid bruger man Agervanding, idet man udleder smaa Vandgrøfter fra Elvene og fører dem i forskjellige Retninger igjennem Agrene.

Bygningsmaaden i de østenfjeldske Distrikter er forskjellig fra den vestenfjeldske, blandt andet deri at man ikke bruger Spærrer under Taget, men derimod Aaser eller Stokke, som hvile paa Gavlvæggene og gaae paa langs over Huset naar Tagfjælene hvile umiddelbart paa disse, gaae de naturligvis tvert opad (Reise-Tro), men ofte lægges saakaldte "Upplængje" over Aaserne, og da hvile Tagfjælene paa disse og gaae paa langs. Stuerne i Hallingdal ere meget store; de ere deels Loftstuer, deels uden Loft og med Sængesteder under Taget (upp i Raust'e); forøvrigt bruges Aare eller Peis ligesom i andre Egne paa denne Side.

Alle de Hallinger, jeg kom i Tale med, vare venlige, muntre og snaksomme
Folk. Man har imidlertid hørt eller læst adskillige ufordeelagtige Domme om
disse Folk, og det maa vistnok være sandt, at Sæderne have været raae og vilde i denne Egn, og at de tildeels kunne være det endnu. Oplysningen skal være liden, og begynder først nu i den senere Tid at komme sig noget.

En livlig munterhed er herskende i Egnen og man driver meget paa Legemsøvelser og Lege. Hallingdandsen fik jeg ret god Anledning til at see i dens egentlige Hjem; det traf sig saaledes at der var Exercitie paa Næs, næsten den hele Tid da jeg var der, idet Recruter, Soldater og Landeværn afløste hinanden. Ved denne Leilighed var der meget jævnlig Dands paa Exerceerpladsen, og der blev gjort mangt et forsvarlig Hallingkast, endogsaa af gamle Folk.

Hallingdragten har adskillige Egenheder; de rette Hallingtrøier række ned
paa Hofterne og have tre udbugede Kiler som begynde oppe ved Skuldrene;
forøvrigt bruges nu meget de korte eller saakaldte Rundtrøier. Mandshuerne
ere runde efter Overhovedets Form, ligesom en Kalot; de bestaae af afvexlende sorte og røde Kiler, hvis Spidser støde sammen i Issen eller Toppen. Disse Huer, der have et siirligt Udseende, bruges ogsaa i Valders, samt i Krydsherred. Knæbuxer af beredet Skind bruges ogsaa her meget. Kvinderne bære smaa Huer, Snørliv som lader Brystet aabent, og Stakker, som foran ere aabne ned til Knæet.

Stads synes at være lidet brugelig, ligesom Levemaaden i det Hele er meget simpel. Ogsaa fra dette Distrikt ere mange i den senere Tid udvandrede til Amerika, hvilket vel tildeels maa tilskrives de indskrænkede Næringsveie, samt Arbeidsløshed, men især Forestillingen om de store Fordele, som Amerika skaltilbyde.

I Begyndelsen af mit Ophold paa dette Sted havde jeg det meget fornøieligt
ved Læsning af adskillige Bøger og Tidsskrifter, samt ved Samtaler med Postaabner Tandberg og hans Søn, som var Kontorist hos herboende Sorenskriver Gude, men nu opholdt sig hos Forældrene, da han maatte holde Sengen formedelst et slemt Saar han havde faaet af et Gevær paa en Jagt.

Vi læste og samtalede og morede os fortræffeligt; men denne Fornøielse blev desværre pludselig afbrudt derved at den ene af os døde. Kontoristen, hvis Saar ikke vilde læges, blev overfaldt af et Slags Krampefeber, der bortrev ham i hans mest blomstrende Alder. Hans Jordefærd, som blev besørget af Sorenskriveren, skeede med megen Høitidelighed, og Præsten Stangs Tale paa hans Grav var særdeles vakker.

Efter omtrent sex Ugers Ophold i Hallingdal, begyndte jeg Tilbagereisen……….."